Martin siger nej: Vil boykotte kommunens pølsevogn
Kommunen vil fejre, at der graves hul igennem jordskredet ved Nordic Waste med pølser og sodavand, men det kan blive svært at lokke borgerne til fadet.
Den 11. december 2023 skrev Nordic Waste i en pressemeddelelse, at et betydeligt jordskred på firmaets grund fører til omfattende skader.
Fredag forventer Randers Kommune så, at gravemaskinen vil bryde igennem jorden på Gl. Århusvej, hvilket vil være første gang, at der er hul på strækningen i næsten fem måneder.
Milepælen giver anledning til en fejring, hvor byrådet og borgerne fra Ølst kan skåle i sodavand og pølsebrød fra en pølsevogn.
Men selvom der kommer hul igennem på vejen, kan der vise sig at være et længere stykke hen til borgene i Ølst.
- Så skal vi stå og spise pølser på en vej fyldt med microfiller. Det er jeg ikke tilhænger af, siger Martin Hartvig Danielsen, der bor i Ølst.
Martin Danielsen var på vandring med kommunen onsdag, hvor de lokale borgere i Ølst blev præsenteret for de fremskridt, der var blevet gjort.
- Da de nævner fredagens planer om pølsevogn og sodavand, kan jeg mærke, at folk omkring mig bliver skuffede. Det er ikke det, vi har brug for. Vi mangler Gl. Århusvej.
Ingen nye skred
Randers Kommune har i de seneste 14 dage prøvegravet på for at se, om der vil ske nye skred, hvis man fjernede et stykke af jorden fra vejen.
Gravemaskinen har efterladt sig en bane på cirka otte meter i bredden på en strækning, der løber i omtrent 150 meter, og resultatet vækker glæde hos borgmester Torben Hansen.
- Nu er vi igennem fra syd til nord uden at det har medført nye skred - helt som vi forventede. Og selvom vi er langt fra færdige med at håndtere jordskredet og situationen, så vil vi gerne markere, at vi nu har nået en milepæl, siger han i en pressemeddelelse.
Jorden, som fjernes fra Gl. Århusvej placeres midlertidigt på Nordic Wastes arealer.
Arbejdet kalder
At gravemaskinen holder stille, når kommunens pølsevogn langer over disken, er ikke noget, der falder i god jord hos Martin Hartvig Danielsen, der er selvstændig entreprenør.
- Kommunen snakker meget om, at de skal spare, men så bruger de penge på sådan noget. Det er jeg ikke tilhænger af.
- Jeg tager selv på arbejde i morgen, og så skal jeg så roer - det er på høje tid, at de kommer i jorden, siger Martin Hartvig Danielsen.
Det forventes, at den sidste skovlfuld bliver taget klokken 14, hvorefter Randers Kommune byder borgerne på grillpølser og sodavand.